Fysioterapi og Fascie Manipulation
v/ Annette Roed Ottosen

 

Fascie Manipulation (FM) ad modum Stecco

Er en italiensk udviklet undersøgelses- og behandlingsmetode, hvor der arbejdes med kroppens fascie. Fascien er en sammenhængende bindevævshinde, der ligger under hud og fedtlag, hvor den smyger sig rundt om vores muskler og indre organer.
Vi kender dele af fascien som den hvide hinde, der er omkring en mørbrad.
Fascien er meget vigtig for hjernens opfattelse af smerter, af kroppens stilling og af musklernes spændingstilstand, da fascien er fyldt med nerveender og dermed sender mange signaler til hjernen. Hjernen kan via fascien så igen finjustere spændingen i musklerne, således at vi kan bevæge os glidende og mest økonomisk.

FM kan specielt benyttes ved personer med komplicerede problematikker, så som
- symptomer i flere dele af kroppen
- symptomer, som kommer igen og igen
eksempelvis efter whiplash/piskesmæld, andre nakkeproblemer, ved hovedpine, langvarige bækken- lænde-, skulder-, albue,- hofte-, knæ- eller fod smerter/problemer, ved nedsat bevægelse/stivhed forskellige steder i kroppen, diffuse smerter i kroppen samt ved forstoppelse og andre fordøjelsesproblemer.

For at kroppen kan bevæge sig frit og uden at det gør ondt, skal fascievævet være fleksibelt og kunne glide uhindret i alle retninger.
En stramning/stivhed i fascievævet kan opstå som følge af diverse overbelastninger, skader, inaktivitet, kulde eller stress. Når en fascie bliver stram kan det sammenlignes med den følelse, man kan have, når foret i jakken er syet skævt i - musklerne kan ikke arbejde frit under en stram og stiv fascie og trækket i muskler, led og andet væv bliver forkert. Er fascien stram og stiv får vi ondt eller forsøger ubevidst at ændre bevægemønster,for at undgå smerten. Det er ofte en kortsigtet strategi, for så opstår der med tiden andre overbelastningsproblematikker.

FM består af en grundig undersøgelse af hele kroppen med fokus på gamle og nuværende skader og deres indbyrdes samspil. På baggrund af undersøgelsen foretager jeg en analyse af hvilke dele af fascien, der skal behandles, nemlig dér hvor der er et forkert træk i vævet.
Behandlingen foregår ved at manipulere fascien, dvs en speciel teknik til at løsne og blødgøre vævet. Herefter afgør en ny undersøgelse om evt flere områder skal behandles.
Fascial manipulation må ikke forveksles med led manipulation (knæk), som kiropraktorer benytter sig af.
Der er på verdensplan en stigende interesse for fascievæv og dets funktion og der forskes meget i fascien bl.a. i Italien. Se mere på www.fascialmanipulation.com